top of page

Koloni 6


Koloni 6 startede i 2007. Vi er 3 voksne og 9 børn. De er alle drenge i alderen 9-18 år.

 

På Koloni 6 arbejder vi anerkendende, resurseorienteret og relations pædagogisk, samt ud fra principperne for Low Arousal. Det er de samme voksne, som er sammen med de samme børn hver koloni-weekend, hvilket understøtter vores pædagogiske tilgang og smitter positivt af på drengene.
 

Målgruppe: Koloni 6 er en koloni for børn og unge med ADHD, Asperger syndrom og forskellige autismespektrum forstyrrelser. Drengene kan starte fra de er 6 år og blive til de er 18 år. De fleste starter når de er mellem 6 og 12 år og bliver ind til de evt. skal på efterskole eller andet

senere i livet.

 


 

Koloni 6 - vores weekender: Vi holder koloni weekend på Sofielyst i de ulige uger, og derudover holder vi 10-dages koloni-ferie på vores dejlige ødegård ”Börsebo” i Småland i Sverige om sommeren og i vores skønne sommerhus ved Gudmindrup Lyng i påskeferien.

 

Vi arbejder ud fra en fast struktur, med rutiner og ritualer, for at skabe overblik, forudsigelighed og tryghed for den enkelte i løbet af en koloni weekend.
Koloni 6 er en koloni i bevægelse og det afspejler sig også i de aktiviteter vi laver. Det kan være alt lige fra bordfodbold, flyve med drage, bygge huler i skoven, vandreture, svømmehal eller spille fodbold. Vi elsker friluftsliv og at være ude i naturen – det kan være på fisketur ved Isefjord, bålhygge i bålhytten eller vandring i de Smålandske Alper.
 

Men der bliver selvfølgelig også tid til ”HYGGE” - som er et af grundelementerne på Koloni Sofielyst. Dette gør vi bl.a. over vores hjemmelavede økologiske mad, som vi selv høster i Orangeriet eller køkkenhaven, alt efter årstiden. Eller vi hygger os med at tegne, male, hoppe i vildmarksbadet, bygge drager, køre med racerbane eller hvad vi ellers finder sjovt og hyggeligt. Vi slutter gerne dagen af sammen foran tv’et med en god film, lidt frugt og saft.
 

Koloni 6 er med andre ord, et sted hvor der er rart at være og hvor der er plads til alle. Vi ser hinandens forskelligheder som en styrke og vi bestræber os imod, at koloni 6 skal være et hyggeligt fristed og en drømmefabrik for alle kolonister.
 

Voksne på Koloni 6:
Immanuel er tilknyttet koloni 6 som pædagogisk aktivitetsmedarbejder og er 31 år gammel. Immanuel er uddannet socialrådgiver, og er samtidig rigtig glad for at være fysisk aktiv. Immanuel står bl.a. for vores faste frivillige morgentræning i fitnessrummet hver lørdag – og han er god til næsten al fysisk aktivitet, alt lige fra fodbold, stikbold, cykling, løb og badminton. Derudover spiller han guitar og elsker at fortælle svære gåder og finde på sjove quizzer.
 

Lene har været tilknyttet koloni 6 som pædagogisk madmor de seneste 7 år, én weekend hver måned. Lene har, sammen med Morten, ansvaret for kosten/køkkenet på koloni 6 og ud over det, deltager hun også i det pædagogiske arbejde. Lene ved alt om motorcykler og har selv kørt som ”biker” i mange år. Lene laver fantastisk lækker mad, som både børn og voksne på koloni 6 virkelig nyder godt af. Har man brug for lidt ro, et spil Uno eller en hyggesnak i køkkenet, så er Lene altid parat og frisk.

 

Morten er uddannet pædagog, 53 år gammel og har været tilknyttet Koloni 6 siden 2016 som pædagogisk madfar, én weekend hver måned. Morten er - udover at være god til at lave mad, som vi alle nyder godt af - glad for at være med til diverse aktiviteter på ture og hjemme på Sofielyst. Han er Friluftsmenneske med stort F. Han elsker også et hurtigt spil kort i køkkenet og en hygge-snak. Derudover samler han altid mange drenge omkring sine køkkenopgaver og er god til at inddrage hjælp fra kolonisterne.


Jesper er 46 år gammel og afdelingsleder på Koloni 6. Han har det overordnede ansvar for den administrative og pædagogiske linje der bliver ført på kolonien. Derudover deltager han på lige fod med Immanuel, Lene og Morten i det praktiske arbejde, både i forhold til aktiviteter, i køkkenet og med kolonisterne.
Jesper er uddannet pædagog fra Københavns Socialpædagogiske Seminarium, med speciale i friluftsliv, hvilket er en integreret del af den pædagogiske linje på koloni 6. Jespers mantra er ”fællesskabet” - og at gøre fællesskabet attraktivt for alle - uanset forudsætninger, og her spiller ”hyggen” en central rolle.
Ved siden af arbejdet som afdelingsleder på Koloni 6, tager Jesper gerne på rejser ude i den store verden, bl.a. for at vandre og klatre i bjerge - og han elsker at fortælle røverhistorier fra sine mange ture.

e-mail: jlckoloni@gmail.com

Tlf.: 4217 0000

bottom of page